DDO 

Info

   

   

ORGELTUR TIL PARIS – SEPT. 2012.

 

Som tidligere meddelt i ORGLET, bliver der mulighed for at deltage i en orgeltur til Paris i 2012.
 

Turen kommer til at finde sted fra 19. til 24. september.

Der vil blive tale om en en fællesrejse med fly  fra Kastrup eller Billund - og et hotel i den bløde mellemklasse (cirka som det i London).

 

Det er dyrt at rejse til og opholde sig i Paris.
Den samlede pris bliver kr. 8.500, hvis man vælger enkeltværelse - og 6.500 for dobbelt-værelse, hvilket forudsætter, at man selv er den, som skaffer bofællen.

Til gengæld vil der blive tale om at se og høre og spille nogle af de mest spændende orgler i denne orglernes by.

 

Det er lykkedes at engagere den engelske organist og improvisator Nigel Allcoat til at være den, som åbner døre og kontakter de rigtige kollegaer i Paris. - Det er ham, som deltagerne i turen til London traf for fire år siden i Westminster Abbey, hvor han gav en prøve på sin store kunnen.

 

Venlig hilsen H. J. Østergaard

 

 

 

ORGELTUR TIL LETLAND

I SEPTEMBER 2010 - en stor succes.

 

Planerne om en tur til nogle af de store berømte og interessante orgler og steder i Letland i starten af denne måned er nu gennemført med en meget vellykket tur som resultat. 

Deltagerne rejste fra DK tirsdag d. 31/8-2010 og vendte tilbage til DK søndag den 5/9-2010 først på aftenen.

 

Rejseudvalget, som  bestod af Vibeke Astner og H. J. Østergaard, havde arbejdet sammen med den lettiske orgelbygger Alvis Melbardis om at finde de rigtige personer, steder og instrumenter.

 

Venlig hilsen fra Vibeke Astner og HJØ.

 

Herunder nogle af deltagernes indtryk fra turen:

 

Onsdag den 1. september

Allerede i løbet af den første dag skulle der udmønte sig et billede af den typiske lettiske orgelbestand, der viste sig overvejende at opvise en række romantiske og senromantiske instrumenter fra de store tyske orgelbyggerier Sauer, Ladegast, Walcker m.fl. Fælles for dem gælder, at orgelbevægelsen tilsyneladende er draget udenom og har efterladt orglerne nærmest urørte.

Onsdagens program bød på besøg i fire af hovedstaden Rigas mange kirker: Sankt Jacobi katolske kirke, den nye Sankt Gertruds kirke, Jesuskirken og endelig den monumentale domkirke i byens centrum. Det blev til en gåtur på anslået 10-11 km.

Sankt Jacobi Kirke huser et mellemstort senromantisk instrument fra 1913 bygget af E. Martin. Stemmeantallet udgør 37 med to velbesatte manualværker foruden pedal. Hele orglet står bag en barokfacade fra 1763, og er anbragt på et pulpitur højt oppe under det murede hvælv. Spillebordet er et fornemt fritstående møbel, der er anbragt så den spillende sidder med blikket mod orgelfacaden, der stråler i hvidt og forgyldning. Funktionen er helt igennem pneumatisk, og orglet som helhed skulle vise sig at være i fin stand. De forskellige værkers registre er lette at genkende på spillebordet, idet registervipperne har forskellige farver i hvidt, grønt og rosa. Orglet luftforsynes fra en stor faltebælg, der fødes af en blæser af en størrelse som en avneblæser, af den slags, der før i tiden var at finde ved ethvert tærskeværk. Klangen er magnifik og veltilpasset rummet og hele instrumentet bærer præg af at være godt vedligeholdt.

I den nye Sankt Gertruds Kirke fik vi lejlighed til at se en lettisk orgelbygger i funktion, idet kirkens orgel var under restaurering. Noget af det første, der mødte os på orgelpulpituret, var en søjleboremaskine og en stor gammeldags høvlebænk. Begge dele bar præg af mange års brug. Alt i forbindelse med arbejdet blev fremstillet på stedet. Det fremgik bl.a. af et par fine nyfremstillede træpiber, der netop var blevet til ved hjælp af sav og håndhøvl. En sådan arbejdsform kan sikkert få enhver dansk orgelbygger til at trække på smilebåndet. Det ligger ikke langt væk at drage sammenligning med den unge orgelbygger P.U.F. Demant´s beskrivelse af arbejdsforholdene da han for godt 175 år siden som læredreng hos orgelbygger Oppenhagen, var med ved arbejdet på Vor Frue kirkes herostratisk berømte orgel (se Orglet I 1972).

Restaureringen af det 31 stemmer store Martin-orgel fra 1876 (ombygget og udvidet af Walcker) skred kun langsomt frem - først og fremmest af økonomiske årsager, grundet den lettiske kirkes løsrivelse fra staten. De 31 stemmer, hvoraf under halvdelen var i funktion ved vort besøg, er fordelt på 3 manualer og pedal og funktionen er rent mekanisk med sløjfevindlader. Spillebordet, der er indfældet i facaden, har klassiske kvaliteter og minder med sine fløjdøre, der kan lukkes for klaviaturerne, på mange måder om gamle sønderjyske Marcussen-orgler fra samme periode. Orgelbænken med sine svejfede kommodeben er også værd at fremhæve. På trods af den delvist demonterede stand afslørede der sig et solidt og velklingende instrument, som det engang ad åre, når det står færdigt, vil være værd at vende tilbage til.

I Jesuskirken skråt over for Hotel Hanza, der udgjorde vort lettiske domicil, står der et mellemstort mekanisk kegleladeorgel bygget 1889 af W. Sauer med 35 stemmer, 3 manualer og pedal. Kirken er cirkelrund i sin grundplan og er ligesom resten af bygningen helt af træ. Bortset fra at Jesuskirken har et tårn, minder dens klassisistiske ydre meget om Hellig Trefoldighedskirken i Karlskrona. Kun afbrudt af alter-partiet dækkes kirkens indre hele vejen rundt af et søjlebåret pulpitur. Diametralt modsat altret har orglet sin plads. Orgelfacaden har klassiske kvaliteter og er muligvis ældre end selve orglet. Kirkens akustik er til trods for den megen anvendelse af træ overraskende god og orglets klinger fornemt og velafpasset til rummet. For den, der har prøvet kræfter med blot et lille mekanisk kegleladeorgel, var det overraskende at konstatere, at spillemåden i dette væsentlig større instrument var overraskende imødekommende.

Det instrument, der frem for alle lokker orgelinteresserede til Letland, er uden tvivl domorglet i Riga. Med sine 124 stemmer var det længe Europas største orgel og følgelig berømmet ikke alene for sin størrelse, men også for sin klangskønhed. Den facade, som det enorme Walcker-orgel fra 1883-84 gemmer sig bag, stammer fra et orgel bygget 1601 af Jacob Raab. I forbindelse med Walckers arbejde blev hovedfacaden udvidet for at kunne dække de ikke mindre end 6718 piber, mens rygpositivet blev berøvet sit værk og herefter blot står som en dekorativ skærm. Også her er der anvendt mekaniske keglelader ligesom hele trakturen - både spilletraktur og registratur - er mekanisk. Foruden nogle få frikombinationer og forskellige kollektiver, koblinger og indføringstrin har orglet et finurligt generalcrescendo, der styres af registranten. De tilhørende pedaler aktiverer inde i orglet en stor valse med stifter nogenlunde som i en spilledåse. Stifterne igen aktiverer en række vippearme, der står i forbindelse med registermekanikken.

Vi havde rig lejlighed til at stifte bekendtskab med instrumentet. Først ved en koncert med musik af bl.a. J. S. Bach, hvor orglet mod slutningen af programmet var i samspil med violin og slagtøj (dog ikke af Bach). Dernæst på egen hånd fra kl. 20:30 – 22:00. Koncerten efterlod et indtryk af et orgel, der næppe vælter kirken, men som dog fylder rummet godt. En af forklaringerne er måske, at orgelfacaden er under restaurering og derfor er dækket at et stort stillads. Det blev dog pointeret at stilladset ikke havde nogen reducerende virkning på lydudbredelsen.

Efter koncerten var der frit slag ved spillebordets 4 manualer og pedal og jeg skal love for, at tiden blev udnyttet fuldt ud. Sammen med tre andre deltagere fortrak undertegnede dog efter en times tid til en af byens mange hyggelige øl- og vinstuer for at fordøje dagens mange indtryk. Inden jeg overgav mig til søvnen gik det pludselig op for mig, hvilken åbenbaring det måtte have været tilbage i 1920erne at genopdage de gamle barokorgler i en tid, hvor den orgeltype vi netop havde oplevet – hvor spændende den end måtte virke på os i dag – var enerådende.

Per Rasmus Møller

Torsdag den 2. september                   

 

Torsdag blev også en af de lange dage – med afgang fra hotellet kl. 8 om morgenen og en bustur på 2 timer inden den første lækkerbisken, orglet
i Ugale. Det drejer sig om det ældste nuværende orgel i Letland, bygget af Rhaneus ca. 1701, med 20 stemmer fordelt på hovedværk, rygpositiv og pedal. Det var præget af lutter velklang.

 

På denne tur fik vi et godt indtryk af landet, hvor ca. 50 % er dækket af skov. Og ved enden af en af skovvejene fandt vi det lokale orgelbyggeri i Ugale. Det så ved vort besøg nærmest ud som om værkstedet var næsten inaktivt, men der var dog foruden vor vært endnu en orgelbygger til stede, som var travlt beskæftiget med at varme træet op omkring en skrue, som ikke rigtig ville løsne sig.

For få år siden var der 12 ansatte.
Nu var der kun 5 ansatte, hvoraf de 2 var beskæftiget med at restaurere klaverer. I deres spisestue stod et lækkert Bechstein-flygel.

 

Udenfor værkstedet var stedets pibemageri placeret i fri luft under et halvtag.
Iflg. vor medbragte sønderjyske orgelbygger blev pladerne lavet efter nøjagtig samme principper som i Danmark, blot lidt mere gammeldags.

 

Frokosten blev et kapitel helt for sig selv, idet den blev indtaget i stuen i en lejlighed, serveret af to utroligt venlige ældre damer, effektivt og præcis på klokkeslæt! Stuen havde tidligere været spisestedet for arbejderne på en nærliggende fabrik, og efter lukningen af fabrikken fortsatte damerne ufortrødent med at lave mad til folk i området. Forret, hovedret og dessert for ca. 35 kroner! Toilet i et spisekammer med direkte adgang fra spisestuen. Godt, at et dansk tilsyn ikke kommer forbi dér.

 

Derefter interludium i bussen en times tid, inden vi nåede frem til det næste orgel i Balgale. Bygget af C. Hermann i 1860 med 12 stemmer på 2 manualer og pedal. Principal 8’ var vel i realiteten en hornprincipal, og orglet var i det hele taget meget kraftigt klingende.

 

Sidste punkt på denne lange dag var orglet i Sloka. E. F. Walcker fra 1911 med 40 stemmer på 3 manualer og pedal. Her blev vi præsenteret for et orgel med et rigtigt ægte fjernværk, opbygget på den måde, at pibeværket var placeret øverst i selve orgelhuset, men klangen blev ført til den anden ende af kirken gennem store kanaler og kom ud i kirkerummet gennem rist i loftet.

 

Mætte af indtryk var vi tilbage i Riga ved 18-tiden og indtog senere – for eget vedkommende på en russisk kælder-restaurant - en meget velsmagende peberbøf for ca. 60 kroner ...

 

H. J. Østergaard

 

 

Fredag den 3. september stod den igen på bustur - denne gang gik turen til området syd for Riga.

 

Først besøgte vi kirken i Zalenieki. Her står der et instrument, bygget af Carl Herrmann i 1862, med 21 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal. Facaden ligner noget, der er løgn: piberne er bulede, står skævt, og flere af dem er brutalt afkortet, fordi nogle af de lokale kirkegængere havde lavet fiskegrej af tyvekosterne.

 

Den gode nyhed er, at orglets indre er blevet gjort rent og de manglende piber dér er sat i af Janis Kalnins for 6-7 år siden. Instrumentet klinger vældig rart og spændende, både når det gælder de stille og stemningsfulde farver, og når der skal buldres ordentlig til. Hvem tænker så på de stumme facadepibers skæbne? Man kan dog håbe på, at der i fremtiden bliver mulighed for en mere gennemgribende restaurering, så facaden bliver lige så flot, som orglet lyder.

 

Herrmanns orgel er iøvrigt karakteristisk på flere måder. Bl.a. er der tre stemmer med gennemslående tunger: Vox Humana 8, Trompet 8 og Basun 16 - sidstnævnte klinger nu som en almindelig basun alligevel, mens de to første har klare "harmonika-træk". Det karakteristiske er, at kehlerne ligger vandret, hvilket skulle give en bedre respons, end når de anbringes lodret. Smukke og velfungerende er de i hvert fald.

 

At så registertavlerne byder på en Flöte 2, som er en mixtur, og en Hohlflöte 7 (sic!), som er Oktav 4 - ja, det er vel bare charmerende. Som mange andre af de kirker vi så, havde kirken i Zalenieki udpræget "træakustik" - både gulv, loft og interiør er af træ, så efterklangen er ikke lang. Til gengæld er den meget harmonisk, og orglet var egentlig udmærket intoneret til denne akustik. Kirken er i øvrigt beliggende på en skovkirkegård af stor, romantisk skønhed - her kunne landskabsarkitekter få mange gode ideer.

 

Herefter kørte vi til slottet i Rundale, hvor vi først spiste en udmærket og meget billig frokost på en nærliggende kro og derefter blev vist rundt på det store og meget velholdte slot. En nærmere gennemgang af detaljerne i dette halvanden time lange barokorgie falder vist uden for bladets rammer, men en enkelt interessant orgelvinkel skal dog trækkes frem. I en tidligere hestestald rummede slottet nemlig en udstilling af kirkeinventar, der var reddet fra destruktion i sovjettiden - herunder facaden til et rygpositiv af Cornelius Rhaneus - faktisk fra hans største orgel, som desværre gik til i en brand, men hvis rygpositiv man altså stadig kan se fronten af. Knapt så flotte træarbejder som i Ugale, men ikke desto mindre en facade, som man kun kan ærgre sig over, ikke længere dækker over et spilbart orgel.

 

Dagens sidste programpunkt var et hurtigt kig på orglet i Helligåndskirken i Bauska. Og hurtigt blev det, for kirken havde ikke strøm, og orglet kunne derfor ikke give den mindste lyd fra sig. Det var tilsyneladende også i knapt så god stand, så måske gik vi ikke glip af noget.

 

Aftenen blev for mit vedkommende tilbragt i behageligt selskab på en usædvanlig dejlig restaurant, hvis navn jeg ikke vil tøve med at give videre til ORGLETs læsere: Kalku Varti - næsten Noma på lettisk.

 

Flemming Christian Hansen

 

 

 

Lørdag den 4. september

 

Lørdag begyndte, som fredag endte, med regnvejr, da vi i bus begav os mod nordøst til Kempji. Men regnen stilnede dog af i løbet af dagen.

 

Kempji kirke er en mindre kirke i et landdistrikt, hvor der er meget langt mellem beboerne.

 

Kirken fremstår ret velholdt, hvilket skyldes, at en familie omkring 1980 satte sig for at sætte den stærkt vandskadede kirke i stand. Først nyt tag, siden nyt trægulv. De entusiastiske amatører må have haft problemer med nivelleringen – gulvet nærmest alteret var nogle få centimeter lavere end resten af gulvet. Det fine træalter - med maleri af Jesus – mindede mig om engelske kirkers altre.

 

Kirken er i den dens nuværende skikkelse fra 1882. Det smukke 1-manuals orgel er fra 1888 – bygget af Friedrich Weissenberg. Vandskader og vandalisme havde gjort orglet ubrugeligt. Omkring år 2000 påbegyndte vores guide, Alvis Melbardis, restaurering af instrumentet, hvilket blandt andet omfattede fremstilling af mange nye piber. Orglet fungerer fint, klinger fint, men spiller meget kraftigt, når kirken er tom. Mekanisk traktur, sløjfevindlade, 9 stemmer.

 

Næste stop: Sct. Johannes kirke, Cesis. Vi ankom til kirken til aftalt tid, men præsten havde gang i vejledning og undervisning af folk, der skulle vies og døbes i nærmeste fremtid, hvorfor vi så på butikker og så de mange bygninger, der havde lidt skade under mange og lange tider med krigshandlinger. Guiden fortalte, at russiske tropper havde bombet og skudt byens beboere, hvorfor der stadig manglede renovering og sanering af mange huse inklusive kirken.

 

Kirken er en stor katedral fra 1284. Forskellige herskere har taget kirken mere eller mindre alvorligt. I 1577 ryddede Ivan den Skrækkelige kirken for at bruge den til hestestald! Den har skiftevis været katolsk og luthersk under polsk og svensk herredømme.

 

Det nuværende store 3-manuals orgel med tubulær pneumatisk traktur på 41 stemmer fungerer perfekt, men principalklangen er efter min mening noget anstrengende at høre på. Orglet er bygget af J. Walcker i 1907 og siden renoveret af Alvis Melbardis.

 

Efter en fin middag på et lokalt hotel gik turen videre til Valmiera. Det pågældende hotel var blevet restaureret af en dansker og derefter solgt til en lettisk hotelkæde.

 

Sct. Simons kirke i Valmiera er fra 1283 – bygget af en korsridderorden, Sværdbrødrene. I 1560 lykkedes det byen at afvise et angreb fra Ivan den Skrækkelige. Men 1702 – d. 4. september!!! – brændte zar Peter den Store by og kirken ned. To år senere påbegyndte en tømrer fra Riga, Heinrich Fromm, en rekonstruktion af kirken. Men pengemangel og mange krige forhindrede restaureringen i at blive gjort færdig. I 1963 gjorde den Lettiske Socialistiske Sovjetrepublik kirken til museum, og fra 1969-72 blev restaureringen gjort færdig, hvorefter kirken blev byens koncertsal og kunstmuseum. Menigheden var imidlertid blevet forvist til den stedlige baptistkirke, men vendte tilbage i 1988, men først i 1996 blev den igen egentlig sognekirke.

 

Kirkens orgel er det 3. i rækken af orgler. I 1688 indsattes et portativ på sangerpulpituret. I 1780 byggede H.A. Conzius fra Halle et barokorgel på 32 stemmer, 2 manualer og pedal. Endelig i 1886 byggede Friedrich Ladegast fra Weissenfels det nuværende ”guldalderorgel”, 33 registre, 3 manualer og pedal.

I mine ører lyder det, som jeg forestiller mig, at N. W. Gades orgel har lydt. Orglet står urørt med sin nygotiske facade som i 1886. Dets klang er dejlig og veltilpasset kirkerummet. Orglet anses for at være et af de bedste i Letland.

 

Ulrik Rasmussen Damm

 

 

søndag den 5. september

 

Dagen begyndte med vores overværelse af og delvise deltagelse i den ordinære højmesse i den luthersk-protestantiske kirke Gl. Skt. Gertruds Kirke i Riga.

Det indtryk der mest fæstede sig – i orgelmæssig henseende – var den relativt sparsomme anvendelse af instrumentet til ”kunstspil”: Ultrakort præludium, der gik direkte over i forspil til første salme.

De mange kirkegængere deltog meget aktivt i gudstjenesten, og der var mange, men relativt korte salmer (vurderet af en langtidsslidt skabs-kirkesanger).

Lige så mange liturgiske handlinger blev gennemført med anvendelse af et talstærkt damekor, herunder procession.

 

Det var ret enkelt - selv for en udenforstående udlænding - at følge med i gudstjenestens forløb takket være et pragtstykke af en salmebog indeholdende alle messens led med vekselsang, korsvar og messetekster, klart anskueliggjort ved anvendelse af flere farver og ortografier – samt ikke mindst NODER! 

(Hvordan kan det være, at alle vore omgivende landes protestantiske kirker for længst har fundet ud af brug af noder i salmebogen, når det åbenbart ikke kan falde den danske folkekirke ind?)

Et nærmere studium af salmebogens kolofon viste da også at udgivelsen var kraftigt sponsoreret af adskillige vestlige landes lutherske kirkesamfund – især det svenske!

 

Det var en lang messe – næsten 2 timer – men der blev også god tid til at studere kirkens veldisponerede Sauer-orgel i detaljer (Dispositionen fremgik af det medbragte ekskursionsmateriale).

Vi fik efter højmessen lejlighed til at høre en spændende improvisation af Ulrik Rasmussen, lidt af Bachs Toccata i d (v. Per R. Møller), Brahms’ koralvariation i a over ”O Gott, du frommer Gott” (v. Fl. Chr. Hansen), 2 satser af Otto Mallings Requiem (v. Vibeke Astner), under effektfuld udnyttelse af orglets velopdelte general-crescendo.

Orglet er forsynet med 2 valg af frie kombinationer, der vistnok blev anvendt.

Formand HJØ diverterede derefter med dels en sats af Mendelssohns Sonate i A, dels Brahms’ ”O Welt, Ich muss dich lassen”.

Christian Larsen var taknemmelig for orglets generelt overskuelige og let-registrer-bare funktioner i Duprés op. 7. nr. 3, og stemningen kronedes flot af Fl. Chr. Hansens eget ”Interlude” til minde om David Sanger.

Et flot punktum efter en flot ekskursionstur, fremragende ledet og styret af ekskursions-kommitéen.

 

Tak for en dejlig tur!

 

FlemmingMøller

 

 

 

Orgelekskursion til Sverige
9.-13. september 2009

 

Ikke mindre end 260 historiske orgler kan vort naboland mod øst smykke sig med – og det vel at mærke orgler, der med få undtagelser er bygget før 1860.

En af de provinser, hvor koncentrationen af historiske orgel er særlig stor, er Öster Götland, der med købstaden Linköping er beliggende midtvejs mellem Göteborg og Stockholm.

Dette område, kan opvise en perlerække af klangskønne orgler bygget af Svend Nordström, Pehr Schiörlin, P.Z. Strand, J.N. Cahmann, Jonas Wistenius og Isac Risberg – kort sagt fornemme repræsentanter for den såkaldte Linköpingskole.

Vi besøgte en hel række interessante orgler, hvoraf flere kan opvise specialiteter som delte registre, diskant-solostemmer mv: Gammalkil, Västra Eneby, Ekeby, Tjällmo, Ulrika, Rappestad, Klockrike og Skällvik for blot at nævne nogle af dem.

Men også det store senromantiske Setterquist-orgel i Linköpings Domkirke (1929, 60/III/P) indgik i programmet -foruden P.G. Andersens kororgel (1970, 19/IIP), som blev brugt på overbevisende måde til salmesangen ved højmessen om søndagen.

Turen, fandt sted i dagene 9. til 13. sept. 2009 i private biler.

Oplysninger om orglerne kan findes i Orgelinventarium
(Einar Erici / R. Axel Unnerbäck,
Proprius Förlag, Stockholm 1988).

 

Referater fra turens enkelte dage

I dagene 10. – 13. september 2009 deltog en håndfuld af Orgelselskabets medlemmer i en tur til Sverige under ledelse af Per Rasmus Møller. Vi var desværre i sidste øjeblik blevet svigtet af vores svenske orgelsagkyndige guide, men takket været gode og hjælpsomme kræfter i stift såvel som i de lokale menigheder, lykkedes det at gennemføre turen, som primært havde fokus på et udvalg af den rigdom af interessante historiske instrumenter, vort naboland kan glæde sig over at være i besiddelse af.

 

Turens deltagere ved orglet i Västra Eneby.

 

Torsdag den 10. sept.

VästraEneby:

Efter indkvartering på vor hotelbase nær Hovedbanegården i Linköping drog vi på turens første udflugtsdag til Västra Eneby, hvor der ventede os en dejlig oplevelse i form af Nordström-orglet fra 1850/51. Instrumentet, der har to manualer, ret typisk svensk fordelt på et hovedværk, i dette tilfælde med en Bordun 16’ som fundament og delte rørværksregistre, et overværk med et Bassethorn 8’ (lød som en Principal) i bunden samt et anhangspedal. Det var fint at indlede turen med dette instrument, der af dr. Erici blev betragtet som et af de fornemste eksempler på Sv. Nordströms produktion og dermed som et af Sveriges fremmeste orgelklenodier.

Ekeby:

Venstre registertavle i Ekeby.

Det næste instrument, Åkerman & Lund orglet i Ekeby var mere romantisk præget. Dette orgel har også to manualer, men i dette tilfælde er pedalet forsynet med selvstændige registre, bl.a. en Violoncel 16’ og en Cello 8’ – sidstnævnte en stemme, som desværre hyppigt savnes i moderne orgeldispositioner - selv i dem med klare romantiske ’hensigter’. Det skal anføres, at dette tidlige Åkerman & Lund orgel i lighed med fx. Marcussen & Reuter orglet i Christiansborg Slotskirke er uden Mixtur i hovedværket. Manual II rummer dog en Cornet IV. Dette manual kan også byde på en rørstemme med gennemslående tunger. Værket savner pudsigt nok en svelle. Alt i alt virker dette instrument med dets ret upræcise mekanik som et oplagt restaureringsobjekt.

Rappestad:

Dagens sidste mål var det imponerende Peter og Jonas Schiörlin-orgel i Rappestad fra 1815. der som et flertal af de instrumenter, vi stiftede bekendtskab med på turen, havde en ret bred facade.

Den meget svenske facade i Rappestad med
hele 12 felter på tværs af facaden.

Kirkernes akustik må i mange tilfælde betegnes som endog særdeles orgelegnede grundet kirkerummenes dimensionering og det karakteristiske tøndehvælv.

Orglet blev fornemt demonstreret for os i Bachs sjældent spillede Fantasi og fuga i a-moll. Som et kuriosum skal det nævnes, at  orgeldispositionen omfatter et registertræk med betegnelsen ’Miroir’.

Ved at trække i dette register ændredes hældningen på ’bakspejlet’ over spillebordet til brug for spil i liturgisk sammenhæng.

Bevæbnet med Erici/Unnerbäcks Orgelinventarium samt en uundværlig GPS i hver bil fortsatte turen i de følgende dage det skønneste sensommervejr, som gentagne gange indbød til udendørs indtagelse af frokosten.

                                            Hans Westenholz

 

Fredag den 11. sept.

Gammalkil:

Højre registertavle i Gammalkil med
diskant-delen af de delte registre.

Endnu et orgel med en - for mig i hvert fald - typisk svensk facade - meget bred i forhold til den begrænsede højde under det lave og brede tøndehvælv af træ. Ni felter på tværs af facaden. Vi fik selv lov til at afprøve de 29 stemmer fra Pehr Schiörlin, oprindelig 1806. Meget velklingende. Det velklingende var også her en kombination af de smukke stemmer i orglet og den specielle indretning af kirkerummet, som vi oplevede i de fleste af de kirker, som vi besøgte, nemlig ret spartansk udstyr mht. tæpper og den slags, og så – ikke mindst – de relativt lave, men bredt tøndeformede lofter, som gav meget harmoniske rum som akustisk resultat.

Ulrika:

Et noget mindre orgel fra J N Cahmanns orgelbyggeri fra 1734. Et manual og subbas (som dog ikke var der alligevel, viste det sig). Opsat i Ulrika kirke i 1798. I næsten halvtreds år var dette orgel først i forrige århundrede pakket ned, men blev genopsat i 1970. Ved dette orgel var der mulighed for at afprøve det ”manuelle” (altså ikke-elektriske) bælgetræder-anlæg. Men eftersom der kun var et trin, var det ret besværligt at holde ensartet lufttryk, med deraf følgende udsving i intensitet og stemning som konsekvens.

Per Rasmus Møller i rollen som bælgetræder.

Klockrike:

Orgel fra Pehr Z Strand fra 1842 med to manualer og pedal. Her var der for en gangs skyld kun et delt register, så man kunne nærme sig orglet på en mere kendt måde og spille nogenlunde som på danske orgler. Dette orgel var meget velegnet til fx Mendelssohn.

Spillebord m.m. i Klockrike

En meget entusiastisk og kompetent kvindelig kollega viste os dette orgel og spillede for os, og – efter en fortjent pizza-pause – fulgte hun med til det følgende orgel i Tjällmo.

Tjällmo:

Dette orgel er bygget i 1710 af Jan Risberg og stod oprindelig i Uppsala domkirke. Siden 1741 har det stået i Tjällmo med organisten placeret på bagsiden med udsigt til alteret gennem et hul i orgelhuset. Men også i orglets funktionsperiode i kirken var der hul, idet det var ”nedmonterad” fra 1926 til 1968.

Udsnit af facaden i Tjälmo.

De delte registres træk var noget ulogisk placeret med bassen til højre og diskanten til venstre, hvilket bidrog til forvirringen.
Desuden var der pga. orglets stemning i gammel middeltone-”temperatur” delte overtangenter til hhv. es/dis, as/gis og b/ais – med stor højdeforskel mellem tangenternes to dele, hvilket gjorde det nærmest umuligt at spille i fx Es-dur.

Den lokale organist spillede indledningsvis meget flot på orglet, i en toneart, hvor de delte tangenter åbenbart ikke var den store hindring.

                                              H J Østergaard

 

Lørdag den 12. sept.

Östra Skrukeby: 

Lørdagens program tog sin begyndelse i Östra Skrukeby kirke, som vi nåede frem til efter en længere køretur ad mange småveje, som ikke engang den medbragte GPS kendte til. Kirken ligger ensomt kun omgivet af nogle småhuse og et par gårde. Her blev vi meget venligt modtaget af kirkeværgen, der stolt fremviste det prægtige orgel bygget 1794 af Pehr Schöirlin.  Det er med sine 9 hele og 3 halve stemmer på ét manual og anhangspedal noget mindre end de store instrumenter i Rappestad og Gammalkil, som vi tidligere havde prøvet kræfter med, men på ingen måde mindre klangskønt. De delte registre, sammen med solostemmer i såvel bas som diskantlejet, indebærer en stor og rigt facetteret klangpalet, der byder på mange klangvirkninger, der ellers er forbeholdt et tomanualers orgel. Også i det lille format deler Schöirlin Mixturen på to registre – et kor udelukkende med oktaver og et kor med såvel kvint som tertskor. Det samlede plenum forener sig i en stor og majestætisk klang, der givetvis har været en forudsætning for at styre den frodige og vildtvoksende menighedssang, der var sædvane i de svenske kirker i de år.

Orglet i Östra Skrukeby.
Som et kuriosum huser kirken desuden et sjældent eksemplar af Gustav Vasas bibel fra 1541, der er udstillet i en glasmontre i koret.

I øvrigt fortalte den meget venlige kirkeværge, at den kendte komponist Johan Helmich Roman i sin tid havde sin gang i denne kirke og blev gift her.

Söderköping: 

Det var egentlig orglet i Kuddby – et rigtigt Mendelssohn-orgel - bygget 1882 af brødrene Svend og Erik Nordström, der skulle have været genstand for dagens andet stop. Det blev af praktiske årsager et andet men ikke mindre interessant Nordströmsorgel vi i stedet for kom til at stifte bekendtskab med, nemlig det, der står i Söderköpings Sankt Laurentii Kyrka. Kirken er let at få øje på i bybilledet ikke mindst i kraft af sin imponerende høje tømrede klokkestabel, der med sit sylespidse spåntækkede spir ses viden om. Tilmed var området omkring kirken hensat til middelalderen, idet man i byen netop afholdt det årlige middelaldermarked, der også bød på musikalske indslag for nyckelharpa, zink samt alskens slagtøj. Kirkens organist, der var dybt involveret i begivenhederne, tog sig heldigvis tid til at låse op til orgelpulpituret efter at være blevet hidkaldt af en middelalderlig klædt morlille, der beredvilligt hev mobiltelefonen op af en af kjortelens lommer og ringede hende op.

Udsnit af pibeværket i Söderköping.

Nordströms orgel i Söderköping har visse ligheder med det instrument, vi tidligere havde besøgt i Västra Eneby, men formatet er større, mensurerne videre og frem for alt har det selvstændigt pedalværk med bl.a. en Basun 16’ - der fuldt ud lever op til sit navn. De delte og halve registre er også repræsenteret. I hovedværket er Borduna 16´og Trumpet 8´ delt i bas og diskant mellem h og c1. I Overværket findes der en Trumpet 8´ Bas (C-h) samt Wox Humana 8´ diskant (c1-f3). Endnu et godt eksempel på, hvad man i 1800 tallets midte foretrak, når talen var om et middelstort gudstjenesteinstrument, der også i vore dage kan gøre god fyldest.

Skällvik:

Den flotte klokkestabel i Skällvik.

Här slutar allmän väg kundgjorde et skilt lakonisk, da vi nåede frem til den fornemme korskirke i Skällvik ikke langt fra den svenske skærgårdskyst mod øst. Her ventede - foruden kirkens organist - et herligt lille barokorgel bygget 1762 af Jonas Wistenius, en fornem repræsentant for den såkaldte Linköpingskole, der har fostret en række betydelige orgelbyggere. 8 stemmer på ét manual med kort oktav samt anhangspedal og med Gedackt 8´ og Principal 4´ som basis kan synes af lidt til at fylde det store kirkerum, men takket være en stærk intonation savnede man ikke noget i retning af klangudfoldelse. Som mange 1700-tals orgler har dette instrument heller ikke undgået ombygninger i 1800 tallet for at svare til tidens klangideal. Største ændringer skete i 1862 hvor Gedackt 8´ blev omstillet til Bordun 16´ Diskant, mens Mixturen blev erstattet af en Fleut d´amour 8 og Quinta 3´ af en Fugara 8´. Desuden blev den korte basoktav kompletteret og et pedalværk med Borduna 16´ Bas og Tuba 8´ blev tilbygget. Sådan stod det til 1963, hvor den oprindelige disposition blev genskabt af Bröderna Moberg i Sandviken, der om nogen gennem nænsomme restaureringer har udvist stor respekt for den omfattende svenske bestand af historiske orgler.

                                           Per Rasmus Møller

 

Søndag den 13. sept. 

Linköping: 

Gudstjeneste i Linköping Domkirke og derefter hjemrejse.

Entréen i Linköping Domkirke gav mindelser om middelaldermarkedet i Söderköping: markedspladsagtigt, hvor farverigt kappeklædte og civile myldrede mellem hinanden: Kunder ved informationsskranken, korister, præster, godtfolk. Kaffedrikkende, riggende det store kaffe- og lagkagebord til (som vi desværre ikke kunne nå at deltage i), spøgende, konverserende, kontemplerende kirkegængere, mens vi som turister tog en runde i den store kirke.

Kl. 11 intonerede de store klokker (ædelt, velklingende malm med bl.a. nogle meget dybe klokker, som krøb under huden på en underfuld måde). Derefter procession af et halvt hundrede gejstlige, korsangere, bog- og lyseholdere, tilforordnede samt Maren i Kæret (bogstaveligt). Som amatør i de dele kunne jeg ikke se den store forskel til det opbud, der kræves ved en katolsk messe. Maren i K.’s deltagelse i processionen, gav mig nogen kvababbelse, idet jeg spurgte mig selv, om hun blev misbrugt i en ’god’ sags tjeneste, men nu til orglerne og musikken:

Hovedorgel var placeret højt oppe i vest, godt gemt bag hvælvinger. Setterqvist fra 1929. Smuk, velholdt facade. Orglet blev brugt under postludiet, men derfra, hvor vi sad, mudrede lyden så meget, at det ind i mellem lød, som om der blev spillet forkert. Så uanset, hvor virtuost Mendelssohns Allegro maestoso fra Sonate nr. 4 måtte være blevet spillet, så var det ingen udpræget fornøjelse at lytte til.

Vue gennem Linköping Domkirke.

Kororglet var derimod mere interessant: P. G. Andersen fra 1973, 21 stemmer. Velklingende og med en forbavsende fylde. (Vi fik senere at vide, at det IKKE var koblet til hovedorglet). Det var svært at finde klangens ’retning’, og jeg tænkte flere gange, at korets (28 velvoksne og veltrænede kappeklædte professionelle + amatørsangere) lejlighedsvise intonationsproblemer kunne have akustiske årsager. Lyden blev i øvrigt mixet fra en stor pult af to lydmænd, som holdet godt styr på en skov af mikrofoner. I det hele taget var gennemførelsen af gudstjenesten gennemført checket. Præster, som kunne synge. En korleder, som kunne spille (orgel, flygel og rørklokker – det lød flot og dramatisk), en assistent, der også både spillede og sang. Amatører, der læste op, holdt mikrofon og stearinlys i indstuderet rækkefølge. Hovedorganisten havde fri, men musikken styredes topprofessionelt af den kvindelige kantor

og organistens afløser i fællesskab.

Ét stort, velorganisteret spektakel, tænkte jeg i det skeptiske hjørne af min sjæl. Men under prædikenen ’smeltede’ jeg. Den lille, smilende præst var ikke salvelsesfuld, ikke floromvunden, men magtede at holde sig til ét emne (énheden i os selv – der, hvor der kun er mig og Gud) og udbrede det i korte, forståelige sætninger uden at blive overfladisk. Og så tog det ikke mere end ti minutter! Jeg overgav mig, og lod uden forbehold resten af gudstjenesten krybe under huden (bortset fra, at jeg altid bliver knotten og utilpas, når vi opfordres til at hilse på hinanden og give hånd).

En afsluttende tur i elevatoren førte os op til og ind i hovedorglet. Vi så også en avisartikel om, at orglet var blevet sat i skammekrogen og ønskedes bragt længere frem i rummet (som det tidligere havde været).

Også på afrejsedagen fik jeg meget med hjem.

                                             Karin Jürgensen

 

Konklusion:

Med besøget i Linköpings Domkyrka blev

der sat et markant punktum for fire dages

intense orgeloplevelser, der efterlader et

levende indtryk af den svenske historiske

orgelbestand.  

De tilfredse ekskursionsdeltagere.

På trods af dårlige odds blev Det Danske

Orgelselskabs ekskursion alligevel en

uforglemmelig og succesfuld oplevelse.

Ikke mindst takket være stor imødekommenhed

og hjælpsomhed fra vore svenske kolleger

anført af stiftkyrkomusiker Karin Wall-Källming,

der klart har æren for at alle døre var åbne, hvor

vi kom frem. Turen efterlader også et stort ønske

om engang ad åre at vende tilbage.

Med 260 orgler bygget før 1860 er der nok at

vælge imellem.

            Per Rasmus Møller 

 

 

ORGELTUR TIL VORDINGBORG OG STEGE LØRDAG 5. MAJ 2012.

Forårsturen gik i P.-G. Andersens fodspor med start i Vordingborg Kirke kl. 10, hvor Jens Ramsing er organist. Han fortalte om orglet (Marcussen & Søn, 25+2 stemmer,
3 manualer og pedal) og spillede for deltagerne. Orglet er senest blevet udvidet i 2011.

Kl. 12 frokost på Café Klint, og derefter kl. 14 besøg i Stege Kirke, hvor Ib Myrner viste frem - både de
små orgler og kirkens hovedorgel
(P.-G. Andersen, 25 stemmer,
3 manualer og pedal).

 

EKSKURSION I KØBENHAVN

Lørdag den 20. november 2010 kl. 11.00 mødtes vi ved Marmorkirken/
Frederiks Kirke i København for at
se og høre kirkens tre orgler. 

En skare på 20-30 medlemmer var mødt op og blev efter en kop kaffe delt op i to grupper, som så begav sig til enten det gamle eller det "nye" orgel.

Det var interessant at iagttage bl.a. de meget store forskelle i datidens mål omkring spillebordet, sammenlignet med de meget mere humane mål nu om dage ved Marcussen-orglet. Desuden var det velgørende at genhøre dette orgels flotte klang i det markante rum.

Nogle få fik også lejlighed til at se det tredje orgel i kirken.

Stor tak til Jens Kaas, Kristian Lumholt og Bent C. Van for deres fremvisning af herlighederne samt til Erik Hult for tilrettelæggelsen af dagen som sådan. 

 

 

mere

 

mere

 

 

           Raphaëlis-orglet i Roskilde Domkirke

            Udsnit af Ålborg Domkirkes
            orgels facade